Marselisborgcentrets logo
MarselisborgCentret
Rehabilitering
ICF
Nyheder
Pressemeddelelser
Hverdagsrehabilitering
Presset af loven
Alene med skam
Kortere sygemelding
Udenfor nummer
Mangler koster
Vejen til et værdigt liv for traumatiserede flygtninge
Allergien koster
Cool at spise sundt
Genvinder livskvalitet
Succes i naturen
Institutioner & ICF
Set i et kalejdoskop
Ryk for rygpatienter
Tilbud for kræftramte
Kommunal rehab
En rød tråd
Autismekonference
Autisme-tilbud
8 mio til kræftrehab
Bedste badevand
Muskelsvind
Bedre rehabilitering
ICF-vejledningen
Rehab i kommunerne
Hvidbogen om rehab
Høringssvar
Nyhedsarkiv
Presserum
Forskning & Udvikling
Kompetenceudvikling
Arrangementer
Kontakt os
_layout_spacer
Søg på sitet
Fagligt nyhedsbrev
Publikationer
Litteratur links
Tilgængelighed
In English
_layout_spacer

Printvenlig version


Hverdagsrehabilitering – velfærdsstatens mulighed eller begrænsning?

Af Helle Østergaard

Klumme: Velfærd er i spil, på spil og under pres. Hverdagsrehabilitering er på kommunernes dagsorden, som den nye innovative mulighed for at tackle den demografiske udvikling, borgerens forventninger, faglige ydelser, økonomien osv. MarselisborgCentrets forsknings- og udviklingsenhed har rehabilitering som forskningsområde og tilbyder oplæg om rehabilitering og afledte emner i kommunerne. Med baggrund heri ønsker vi her at videregive oplevelser, drøftelser og erfaringer.

Kan hverdagsrehabilitering forbedre hjemmeplejen? I Fredericia ser vi positive erfaringer, der både har effekt for borgere, medarbejdere og økonomi (DSI, 2011). Inspirationen kom fra Östersund Kommune i Sverige. I 1999 valgte de at satse på rehabilitering af borgere, der modtog pleje. Baggrunden var – rigtigt gættet - besparelser. MEN i stedet for at skære ned i budgetterne investerede de et større beløb i en omlægning af hjemmeplejen. Offensiv investering i ”hemrehabilitering” gav borgerne mere livskvalitet, men kommunen sparede penge på længere sigt.
Kan vi bruge den viden til yngre mennesker med kronisk sygdom? Hvorfor ikke.

Vi møder ofte den holdning, at der ikke er noget nyt i at arbejde rehabiliterende, men et spadestik dybere bliver forskellene synlige. Det handler om at arbejde aktiverende i en konkret handlesammenhæng og om viden om læring og genlæring af færdigheder. Men basalt ligger forskellene i kommunikations- og relationskompetencer. Indgår vi en reel forhandling med borgeren? Efterspørger vi borgens perspektiv? Er vi sparringspartner eller informator?

Samarbejde med borgeren er vigtigt. Borgerne ved mere om deres hverdagsliv, og hvad der har betydning for dem end, vi gør, men vi ved mere om sagsforholdet, og kan hjælpe med at opstille realistiske mål?. Studier peger på at faste, realistiske og individualiserede mål giver de bedste resultater. Desuden at mål er mere virkningsfulde, og der opnås bedre resultater, når borgere er med til at opstille dem, end når det kun er fagpersoner, der sætter målene.

Noget fagpersoner giver udtryk for, at det tager for lang tid at arbejde rehabiliterende. Men gevinsten kommer for både borger og kommune, når der ikke længere er brug for hjælp eller brug for lidt mindre hjælp, eller man har undgået, at tilstande forværres.

Dele af plejepersonalet udtrykker frygt for, at implementering af rehabilitering medfører nye fyringsrunder. Hvordan bliver det tydeliggjort og forbundet med succes, når borgeren kan afsluttes og klare sig selv? - og ikke en trussel om at man bliver overflødig og risikerer at miste sit job? Hvordan sikre vi, at hverdagsrehabilitering ikke blot drejer sig om besparelser, men også om livskvalitet – at leve et selvstændigt og meningsfuldt liv.

Det er et velkendt argument fra dele af plejepersonalet, at de frygter, at borgere vil blive ensomme, hvis de afslutter deres indsats i hjemmet, da de kan være de eneste, der kommer hos den ældre. Studier peger på, at få sociale relationer fører til tidlig død – helt i stil med rygning, alkohol og fedme. Så hvordan kan vi hjælpe de ældre medborgere med at etablere eller bibeholde et bedre fora for fællesskaber? Hvordan kan vi arbejde på at holde ældre medborgere sunde, så vi kan udskyde, at de får behov for vores hjælp? Der er fx en signifikant effekt af konditionstræning hos ældre, og der er en tæt sammenhæng mellem evnen til at udføre dagligdagsaktiviteter og personens kondition. Også svage muskler begrænser hverdagen, og risiko for fald øges. Kan den viden udskyde borgerens ønske om hjælp?

Vi er mange, der bliver meget ældre og gamle, og derfor må vi tænke nyt: Aktivt hverdagsliv, grib hverdagen, selvhjulpen i eget liv osv. Er hverdagsrehabilitering et skridt på vej mod rehabilitering? Vi ved godt, at hverdagsrehabilitering er et diffust begreb. Mener vi egentlig ”hemrehabilitering” som i Östersund? Eller drejer indsatsen sig om træning af aktiviteter?

Vi afventer interessante initiativer vedrørende hverdagsrehabilitering, idet Kommunernes Landsforening har nedsat en arbejdsgruppe om udvikling af kliniske retningslinjer for hverdagsrehabilitering, ligesom Socialstyrelsens har iværksat en kortlægning af de forskellige udmøntninger af tilbuddene i kommunerne.
 


MarselisborgCentret  P. P. Ørums Gade 11  DK - 8000 Århus C  Tlf.: (+45) 7841 4400   Fax: (+45) 7841 4459